En prinsesse i eksil

I DEN GRÆSKE MYTOLOGI er Europa navnet på en fønikisk prinsesse, der gik og plukkede blomster på stranden. En af de strande, hvorfra flygtninge stævner ud i deres gummibåde. Zeus forelskede sig i hende og forvandlede sig til en hvid tyr. Da hun satte sig på tyrens ryg, så han sit snit og bortførte hende til Kreta. Fra begyndelsen har Europa været forbundet med landflygtighed, og i dag virker selv navnet hjemløst. Hvem vil for tiden være europæer?

Hvad enten man står på Kreta eller i København, befinder man sig i Europa, men kontinentet er svært at afgrænse. Hører Rusland med? Er vi bare en udvækst på Asien? Somme tider tænker jeg, at Europa er en historie snarere end et sted. Historien om krige, undertrykkelse og grusomhed, men også historien om en håndfuld beslægtede ideer: Det liberale demokrati og det enkelte menneskes frihed. Verdslighedens adskillelse mellem tro og politik. Den kritiske og selvkritiske ånd inden for kunst, filosofi, videnskab og samfundsliv. Ligestillingen mellem mænd og kvinder. Langsomt voksede det europæiske tankegods frem af sine historiske forudsætninger for siden at præge historiens gang. Ikke på trods af Europas kulturelle mangfoldighed, snarere i kraft af den.

I februar besøgte jeg Lampedusa for at skrive et essay om flygtningekrisen. På vej dertil mødtes jeg i Rom med en italiensk kollega. Som så mange andre italienere ville han vide, om det virkelig var sandt, at vi tog flygtningenes vielsesringe. Som dansker følte jeg, det var min pligt at forklare den danske regerings politik, uanset hvad jeg selv mente om den. Jeg fortalte ham, at vi er bekymrede for kultursammenstødet, når en masse mennesker med en helt anden baggrund kommer op til os på en gang. Han så på mig og rystede på hovedet. ”Kulturer støder da ikke sammen,” sagde han, ”de blander sig med hinanden.”

Sådan taler et middelhavsmenneske. Middelhavet er Europas blå hjerte. Rejserne og møderne, udvekslingen af varer og ideer. Den smidige åbenhed, der følger med. Min kollegas ord var et indirekte svar på spørgsmålet, om der findes en fælles, europæisk identitet. Det gør der jo ikke. Som nationer har vi gennem historien defineret, hvem vi var, ved at sammenligne os med vores naboer. Man er dansker, fordi man ikke er svensker. Man er europæer, fordi man er bevidst om forskellene. Bevidst om de andre og deres anderledeshed. Om at Europas kulturer har været lige så mange måder at forvalte og fortolke den fælles arv.

Europa bliver aldrig homogent, mangfoldigheden af sprog og identiteter lader sig ikke harmonisere. Efter Murens Fald var der fem minutter, hvor vi troede, at nationalstaternes tid var forbi. Efter Brexit er det slut med euroforien. Føderalismen er død. Vi er tværtimod røget så langt ned i den nationale grøft, at unionsprojektet truer med at falde fra hinanden.

EUROPA HAR IKKE formået at reagere handlekraftigt og i fællesskab på globaliseringens negative konsekvenser. Egentlig er det paradoksalt. Ideen med det europæiske samarbejde har jo netop været at række hen over grænserne. Facilitere globaliseringens positive virkninger i form af fri handel og øget samkvem. Samtidig har unionen haft en politisk regulerende dimension i bevidstheden om, at velstanden og den sociale fred i de europæiske velfærdssamfund er betinget af en fortsat afvejning mellem økonomisk åbenhed og menneskelige hensyn. Ingen personlig frihed uden et mål af social lighed. Ingen velfærd uden et erhvervsliv, der trives og har mulighed for at skabe de værdier, man ønsker at omfordele i større eller mindre grad.

Dét har været visdommen bag EU. Sammen med den historiske bevidsthed. Hvor mange EU-borgere under 40 forstår symbolikken i det berømte foto af Helmuth Kohl og Francois Mitterand hånd i hånd i Verdun? Mellem den hensynsløse amerikanske liberalisme og den endnu mere hensynsløse sovjetiske totalitarisme fandt Europa sin egen vej. Sit eget svar på, hvordan man skaber et samfund, der både er rigere og venligere, end hvad generationerne før os har kendt. Spørgsmålet nu er, om den europæiske vej ender blindt?

Historien om det politiske Europa er til syvende og sidst historien om Frankrig og Tyskland. Oplysningens Frankrig over for det romantiske Tyskland. Menneskerettighedernes universelle humanisme over for sværmeriet for rødder og oprindelighed, det nationale særpræg, folkesjælen. Begge paradigmer viste sig i deres yderste konsekvens at have en natside. Den franske revolutions blodbad, Napoleons imperiedrømme. Den tyske antisemitisme, der kulminerede med Det tredje riges dødslejre. Det er endnu et europæisk paradoks, at det liberale demokratis inkluderende universalisme først skulle blive realiseret i de nationalstater, der kom ud af Wienerkongressen. Nationen blev den fælles horisont, hvor frie borgere kunne føle sig ligeberettigede og identificere sig med hinanden. Gerne i fælles front mod andre nationer.

Efter to verdenskrige var Den europæiske union et forsøg på at udvide fællesskabet, men den økonomiske integration blev aldrig fulgt op med en tilsvarende vilje til at give de fælles institutioner en tilstrækkelig politisk legitimitet. Det er symptomatisk, at den store Europadebat kun er blevet ført, når vi nærmede os endnu en folkeafstemning om afgivelse af suverænitet. Fortalerne for mere samarbejde har altid været i defensiven. Mellem afstemningerne kunne nationalstaternes borgere høste alle fordelene ved et stadig mere integreret marked. Alligevel kom Europa, når der skulle stemmes om endnu en traktat, hver gang til at fremstå som en trussel.

Incitamentet og tilgangen til det europæiske samarbejde var og blev egoistisk. Flygtningekrisen er kun det seneste eksempel på medlemslandenes manglende evne og vilje til at reagere på en tilspidset krise i gensidigt forpligtende fællesskab. Geografi er skæbne, dét er Grækenlands og Italiens bitre erfaring. Vores bedste bud på en solidarisk reaktion har været at deponere Europas udenrigs- og sikkerhedspolitiske troværdighed i en dubiøs aftale med Tyrkiet.

Den europæiske forlegenhed over for Erdogan afspejler vores generelle svaghed over for autoritære regimer som Putins Rusland eller Kina, hvor undertrykkelsen af dissidenter ikke har været så massiv siden Mao. Politisk er Europa aldrig blevet den globale aktør, som kontinentets økonomiske betydning lægger op til. Det er ikke Europa, der står som den indlysende fortaler for frihedsrettigheder og liberalt demokrati.

Men selv for økonomiens vedkommende lykkedes det kun med nød og næppe at redde euroen fra at kollapse. Det tidligere Østeuropa var kun akkurat blevet integreret i fællesskabet, før finanskrisen afslørede en anden kløft, mellem Nord og Syd. Mellem økonomier som den danske med et fleksibelt arbejdsmarked og på den anden side landene ved Middelhavet, hvor stivnede strukturer, hævdvundne privilegier og en generel aversion mod reformer afskærer de unge fra håbet om en fremtid.

HISTORIEN STRAFFER DE SAMFUND, hvor ungdommen har mistet modet. Se på Mellemøsten, se på Afrika. I hele efterkrigstiden var troen på fremtiden ledemotiv i de europæiske samfunds sociale og politiske liv. Overbevisningen om, at éns børn ville få en bedre tilværelse, end man selv havde haft. Viljen til at gøre det muligt gennem den fortsatte mediering mellem en økonomisk og en social helhedsbetragtning. Økonomien er grænseløs i sit væsen, og ud fra en økonomisk betragtning er handelsbarrierer og regulering noget nær naturstridige. Den sociale helhedsbetragtning har derimod haft det nationale demokrati som sin indlysende horisont. Dét var rammen, hvor stadig flere borgere fik andel i den voksende velstand og medejerskab til den politiske proces. I nationalstaten følte selv de mindst priviligerede, at de blev set og hørt. At de også talte med.

Medieringen mellem en økonomisk og en social helhedsbetragtning glippede, da finanskrisen affødte det resignerede begreb om ”den nødvendige politik”. Nogle følte ikke, at de var omfattet af dén nødvendighed. De oplevede, at deres folkevalgte ikke længere fandt det helt så nødvendigt at tage deres livsvilkår og erfaringer i betragtning. Det er måske den dybeste årsag til, at højrepopulismen vinder frem både i Europa og USA, med valget af Donald Trump som det seneste og hidtil mest spektakulære udslag.

Når globaliseringen hærger, hjælper det ikke, at den globale velstand samlet set stiger, fordi der skabes vækst i Asien. Ikke, hvis man har mistet sit job på en bilfabrik i Nordfrankrig, i en kulmine i Ohio eller på et svineslagteri i Jylland. Det kan godt være, at mange mennesker med rette føler, at multikulturalismen er gået for vidt, og at samfundsbygningen begynder at slå revner, men økonomisk håbløshed udgør en større trussel end nok så mange galsindede imamer.

Hvis man tilhører arbejderklassen i en trøstesløs industriby i Midtengland, er krisen eksistentiel. Man har ikke noget at miste. Brexit var for mange nok bare en finger til overklassen i London, alle dem, der er blevet rigere og rigere efter Thatcher-tidens deregulering og finansmarkedernes akkumulerede anarki. Når der tilmed i ti år var blevet løjet for briterne om, hvad EU er, bør man vel ikke være overrasket over resultatet. Det fortvivlende er selvfølgelig bare, at det europæiske samarbejde for så mange mennesker overalt på kontinentet fremstår som en del af problemet og ikke som en måde at adressere det på.

Højrebølgen er reel, nationalismen er på fremmarch. Alternative für Deutschland vinder frem. Marine Le Pen kan blive Frankrigs næste præsident. Både Ungarn og Polen har fået autoritære regeringer med en kurs, der bliver mere og mere uforenelig med det fælles europæiske værdigrundlag. Man taler for tiden meget om et folkeligt oprør mod eliten, men dén fortælling er efter min mening for selvgratulerende eller for resigneret, afhængigt af hvem man er.

UDGANGSPUNKTET ER JO, at demokratiet virker. Der behøver ikke være noget tavst flertal. Vælgerne har præcis den indflydelse, de ønsker at have. I folkestyret tilhører enhver folkevalgt per definition eliten. Eller sagt på en anden måde: De gamle partier har haft den samme politiske legitimet som de nye. De er bare i færd med at miste den. Det er derfor misvisende og demagogisk, når politikere fra Europas nye højrepartier iscenesætter sig selv som de klynkende eller aggressive ofre for elitens arrogance. Lad os i stedet diskutere politik. Lad os få den politiske samtale tilbage.

Vi skylder demokratiet at respektere ethvert valgresultat, uanset om vi bryder os om vinderne. Men som borgere af forskellig observans skylder vi også hinanden at argumentere med fornuft og kendsgerninger frem for at lade følelser og fordomme få overtaget. Det må være en fælles interesse at fastholde en politisk kultur baseret på viden frem for uvidenhed, lydhørhed frem for arrogance eller mistro, teknokratsnak eller demagogi. Dét har politikerne et ansvar for.

Sammen med medierne. Men det ultimative ansvar ligger hos os selv som vælgere og medborgere. Vi er trods alt både voksne mennesker og borgere i et land med gratis skolegang for enhver.

At deltage i en valghandling er derfor heller ikke det samme som at overlade ansvaret til politikerne. Det er at give dem retten til at tage politiske initiativer. Ansvaret er vi til syvende og sidst fælles om. Det er en selvforstærkende myte at fremstille forholdet mellem politikere og befolkning, som om der var tale om magtudøvelse uden folkeligt mandat. Derfor er det heller ikke arrogance, men respekt, når vi anholder højrefløjens retorik. Man kan ikke løse nutidens udfordringer ved at love folk at skrue tiden tilbage. Ingen af os vælger selv, hvad for en virkelighed, vi vil forholde os til.

I det repræsentative demokrati er uddelegering og tillid nøglebegreber. Danskerne har en relativt høj tillid til deres politikere. Det hjælper nok, at landet er så lille, og at vores fokus på jævnbyrdighed præger den sociale omgang med afslappet åbenhed. Men i ethvert europæisk land er det en betingelse for den oplevede legitimitet, at man taler det samme sprog og i kulturel forstand har den samme nationale horisont, trods al uenighed.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt – i al sin efterhånden upåagtede glædelighed – at så mange europæere faktisk vil Europa og går ind for unionen. Det såkaldte oprør mod eliterne er ikke det sidste ord, og tilslutningen til det europæiske samarbejde er lige så folkeligt forankret. Problemet er, at vi ved så lidt om hinanden. Kulturelt har Europa siden Anden Verdenskrig og Marshall-hjælpen ligget under for USA. Vi har sådan beundret vores befriere og velgørere. Den amerikansk dominerede populærkultur har fået lov at dominere flere generationers selvforståelse. Europæere i København og på Kreta ser de samme amerikanske film og tv-serier og lytter til de samme amerikanske bands, hvorimod vi stort set er uvidende om, hvordan de andre europæere tænker og føler.

En europæisk kulturpolitik har hidtil været noget nær et tabu, men opfattet i dette perspektiv ville den netop ikke være et forsøg på at skifte den ene kulturimperialisme ud med den anden. Der ville i stedet være tale om at åbne nye vinduer og døre mellem de europæiske nationer. Nye muligheder for at værdsætte rigdommen af forskelle og samtidig erkende alt det, der knytter os sammen og gør os til europæere.

Liberaliseringen af medier og af kulturens marked generelt fører ikke af sig selv til større mangfoldighed. I kulturens verden har markedskræfterne tværtimod en tendens til at skabe ensretning. Men hvis man aldrig har læst en moderne græsk roman, kan man heller ikke vide, om man er gået glip af noget. Måske ville vi have forstået grækerne bedre, da Athen for et par år siden var ved at koge over.

En europæisk kulturpolitik må imidlertid følges op med noget endnu mere fundamentalt. For nogle år siden deltog jeg i en arbejdsgruppe af forfattere, som EU-kommissionen havde inviteret til Bruxelles. Da vi spiste frokost med den daværende kommissionsformand José Manuel Barroso, sagde han: ”Jeg voksede op i diktaturets Portugal, og ud over vores eget sprog lærte vi at tale spansk, fransk, tysk og engelsk. Nu er jeg borger i det demokratiske Portugal, og mine landsmænd taler knap nok engelsk.”

Hvis man mener noget med at vende diversiteten til en styrke, og hvis man mener noget med at forankre EU-projektet bedre i civilsamfundene, er det nødvendigt at styrke europæernes sprogkundskaber lige fra de første skoleår. Og det er nødvendigt, at vi kan tale andet med hinanden end engelsk.

UNIONENS FREMTID HAR aldrig været mere uvis. Ikke desto mindre er vi stadig mange europæere, der synes, at ideen om Europa er for god til ikke at være sand. Ansvaret er vores, og det nytter ikke noget at lade os intimidere af de vinde, der blæser for tiden. Tiltroen til det europæiske samarbejde er ikke mindre legitim end mistroen. Frem for at være defensive og lyde som en undskyldning for os selv og Europa, må vi insistere på, at unionen langt oftere inddrages i den politiske debat. Det nytter ikke noget, at vi kun snakker EU, når der er en pris at betale for alle fordelene i form af suverænitetsafgivelse på det ene eller det andet punkt. Europa skal have en helt anden plads på den nationale politiske dagsorden og en helt anden synlighed på den kulturelle horisont, hvis unionen skal have en fremtid.

Det nytter heller ikke noget, hvis man forsømmer at tage bestik af det, der er sket. Måske har modellen for samarbejdet været for hierarkisk og byzantinsk. Måske har man aldrig helt taget konsekvensen af det meget omtalte subsidiaritetsprincip. Ordet er jo knap nok til at udtale. Måske er det ikke så tosset, at briterne forlader unionen. De var jo alle dage en fodslæbende, negativ og obstruerende partner med ansigtet vendt den modsatte vej, mod storebror på den anden side af Atlanterhavet. Måske var udvidelsen mod øst forhastet? Nok så de tidligere Warszawapagtlande en historisk mulighed for at løsrive sig fra den russiske bjørns favntag, men for tiden synes de i færd med at udskifte den ene form for totalitarisme med den anden.

Måske er et Europa i flere hastigheder den eneste vej frem. Måske er det den gamle kul- og stålunions medlemmer, der skal genfinde gejsten. Måske må Tyskland langt om længe træde ud af historiens lange skygge og påtage sig det lederskab, man i økonomisk forstand har haft hele tiden. Måske vil Frankrig først blive en ligeværdig partner i aksen Paris-Berlin, hvis franskmændene endelig beslutter sig for at reformere deres arbejdsmarked og den administrative struktur, som franskmændene selv sammenligner med millefeuillebunden i en Napoleonskage. Måske vil forudsætningen for dybtgående reformer af de forstokkede sydeuropæiske samfund være, at eurosamarbejdet indrammes af en politisk struktur med mandat til at udstikke en fælles forpligtende finanspolitik.

Måske er det nytteløst og også tåbeligt at ville forsegle Europas grænser. Måske gælder det snarere om at lukke op for en kontrolleret, intelligent form for indvandring baseret på behovet for arbejdskraft og på den præmis, at enhver bør kunne føle sig som europæer. Enhver, der uden forbehold kan tilslutte sig de værdier, der gennem århundrederne er vokset frem af kontinentets voldelige historie som et håb og et løfte: Det liberale demokrati og det enkelte menneskes frihed. Verdslighedens adskillelse mellem tro og politik. Den kritiske og selvkritiske ånd inden for kunst, filosofi, videnskab og samfundsliv. Ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Den græske mytologis Europa var selv blevet tvunget i eksil af den lunefulde Zeus. Hvad er mere europæisk end at favne mangfoldigheden og samtidig insistere på de fælles værdier, der gør den mulig?

Read the full program of the event.